Menu
Solen varmer godt, mens min yngste datter og jeg går mod hendes skole. Når vejret er som i dag, går vi altid på den side af fortovet, hvor solens stråler kan nå os. Det er, som om solstrålerne når helt ind i sindet og kan fortrænge en smule af det mørke, som følger af min depression.
Der går vi så og sludrer, jeg med hendes skoletaske over skulderen, og hun triller ved siden af mig på sit løbehjul. Mens vi går der, føler jeg et overskud, og mine tanker kredser omkring, hvad jeg skal lave, når hun er afleveret. Det er nemlig i disse stunder, efter hun er afleveret, at jeg har plads til den selvkærlighed, som skal til i min kamp mod depression. I den værktøjskasse har jeg også mine kreative sysler, som giver ro og mental balance.
Jeg er sygemeldt med en depression, og min hverdag drejer sig derfor primært om at gøre ting, som hjælper mig til at få det bedre. Bevægelse, sol og afslapning plejer at være det, jeg går efter – og så min genfundne kreativitet.
Da jeg var barn og ung, elskede jeg at tegne og male, og jeg gjorde det meget. Som voksen gik det lidt i glemmebogen, indtil jeg fik børn. Her kunne jeg sagtens sidde og sysle med tusser og papir i lang tid – men aldrig alene. Det virkede på en eller anden måde ikke acceptabelt.
Hvordan jeg kom i gang med at tegne og male, bliver en historie til en anden gang, men begynde, det gjorde jeg, og på mine gåture begyndte jeg at tage en lille skitsebog, en tuschpen og akvarelmaling med. Så var det bare at tegne, hvad jeg så.
Lyder dette som noget for dig, så vil jeg anbefale dig at gå på YouTube (efter du har læst færdig her, selvfølgelig) og se Koosje Koenes videoer. De er som regel ikke lange, og det er ikke instruktionsvideoer som sådan, men mere guides. Koosjes hovedformål er at give inspiration og lyst til at tegne, og det giver hun mig med sine rare og venlige facon. Jeg følger troligt hendes kanal på YouTube, hvor hun hver tirsdag lægger videoer op med tegnetips.
Min kreative side er faktisk gået hen og blevet vigtig for mig, for jeg har nemlig bidt mærke i, at når jeg kan ramme et flow-stadie, så slapper mit hoved af. Det er de selvkærlige skitsestregers helende kraft.
Jeg føler mig overordentligt ovenpå her til morgen, så jeg pønser på at gå den lange vej ud til Brøndby Skov, hvor jeg ved, solens stråler og naturens ro plejer at pleje mit sind. Når jeg har energien til denne tur, går jeg som regel gennem den lille skov og ud til en lille sø, hvor jeg så kan sidde og tegne, inden jeg går hjem igen og spiser en sund og nærende frokost.
Jeg giver min datter et ordentligt kram og siger til hende, at jeg er derhjemme, når hun har fri. Men på vej gennem skolegården er det pludselig, som om gassen går af ballonen. Al energi er brugt. Igen.
Jeg bliver irriteret. Det kan simpelthen ikke være rigtigt. Det er to timer siden, jeg stod op, og i den tid har jeg ikke lavet andet end at lave morgenmad, guidet min datter til at blive klar til at komme i skole og gået de knap 800 meter hen til skolen. Hvordan kan jeg være træt?
Jeg ved af erfaring, at det er her, jeg på en selvkærlig måde skal tage kontrollen og holde fast i at gøre noget godt for mig selv og lade være med at banke mig selv oven i hovedet med, hvad jeg ikke kan.
Jeg husker ikke, hvor jeg har hørt dette råd, men jeg har forsøgt at leve efter det, siden jeg fik konstateret min depression tilbage i april 2023: “Hvis ikke du har noget energi, hvad er så det mindste, du kan gøre for dig selv?”.
Det var ikke sådan, det lød ordret, og det var oprindeligt på engelsk. Jeg har søgt efter dets oprindelse, men uden held. Så dette er min version af budskabet om bare at gøre lidt, hvis overskuddet er småt.
I dag ved jeg, at det, jeg har brug for, er at nyde solen. Gå en LILLE tur. Se på noget grønt og noget vand – og fokusere på de selvkærlige skitsestregers helende kraft, når jeg skribler i min lille sorte skitsebog. Jeg ved, hvor jeg skal hen, og der er heldigvis ikke så langt.
Det er ikke Hareskoven eller noget naturreservat, men ved den lille grønne plet med den lille blå brandsø ved Ruskær i Rødovre er fredelig og rolig, og sådanne steder kan jeg finde fred og inspiration til at male og tegne. Derfor vender jeg fødderne i den retning.
Jeg sætter mig på en bænk og finder mit grej frem fra tasken. Jeg har gjort det til en vane altid at have det med mig, når jeg forlader lejligheden. Så kan det godt være, at jeg kun kan nå at tegne i 5 minutter, men husk, at selv små kunstneriske aktiviteter kan være kraftfulde redskaber i helingsprocessen. Giv dig selv tid og plads til at udforske kreativiteten, og lad kunsten være din vej til selvomsorg og helbredelse.
Selvom mine øjne nyder det grønne, og der er noget beroligende ved vand, så er mit fokus for tegningen som regel en lille smule skørt. Jeg kan godt lide det lidt urbane og lidt skramlede. Ruskær og de andre kvarterer i det her område, som i daglig tale kaldes Kærene af os i Rødovre, er ikke kendt for deres skønhed og arkitektoniske linjer.
Nogle ville mene, at de rustrøde og æggeskalsfarvede huse, som er fra engang i 50’erne, er decideret grimme, og jeg vil nok give dem ret. Men alligevel finder jeg en eller anden form for charme over sådanne steder. Det kan være det genkendelige i de grimt smykkede betonklodser, som minder mig om Charlotteager, hvor jeg boede som barn. Ikke at de som sådan ligner, men mere den lidet flatterende måde, man har forsøgt at skjule den grimme grå beton.
Mens jeg tegner, mærker jeg solen varme, og jeg kan titte ned til søen. Jo mere jeg fordyber mig i min tegning, jo mere forsvinder de mørke, uoverskuelige og depressive tanker, som har det med at overtage og udsuge mig, så jeg føler mig som et runkent, drænet kadaver. For en stund har jeg ro, for en stund er jeg afslappet, og for en stund er jeg fri for den drænende fornemmelse.
Det er ikke, fordi resultatet er stor kunst – slet ikke. Jeg er meget bevidst om mine egne evner. Men det er heller ikke målet med min kreativitet. At blive god kræver “bare” tid og øvelse. Målet her er, at det skal give mig ro og fordybelse. Det betyder ikke, at jeg ikke oplever at være selvkritisk og hård ved mig selv, hvilket faktisk er det, som næste uges blogindlæg kommer til at handle om. Så hvis du ikke bliver glad af din kreativitet, så læs med den 20. juni.
Indtil da vil jeg opfordre dig til selv at kaste dig ud i tegneriernes beroligende verden og prøve de selvkærlige skitsestregers helende kraft.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev for at få besked om datoer for kurser og foredrag, samt de seneste opdateringer om blogindlæg, podcasts og videoer.
Gå ikke glip af spændende indhold
– tilmeld dig nu!
