Menu
For mig er spiritualitet i samme boldgade som religion. Jeg forstår, hvorfor folk har brug for det. Skal jeg være helt ærlig, så ville jeg ønske, at jeg kunne ligge nogle af mine store indre bekymringer i hænderne på en tro om højere magter, universets plan med mig, og at der var noget, når jeg en dag forlader mit jordiske legeme. Desværre har jeg en kontrolfreak af en logikhjerne, som nægter at slippe styringen.
Denne del af mig har svært ved at tro på, at sten skulle være andet end netop det, sten. Horoskoper bygger på planeters placering ved fødslen, men hvorfor skulle lige netop disse planeter have en betydning? Der er trods alt milliarder af planeter derude, hvorfor skal de ikke regnes med? Hvorfor skulle jorden være blevet skabt af en mand med et langt hvidt skæg? Vi ved trods alt, at biblen er baseret på ældre gudefortællinger, som er baseret på andre og så videre. Der er lånt, stjålet, skrevet til og trukket fra og tilpasset til, hvad nogen mente var den rigtige version af biblen.
Der, hvor min skepsis er særligt stærk, er i samtaler med troende. Sidder jeg foran et menneske, som jeg fornemmer tror helt blindt på alt, ikke stiller spørgsmål ved noget og slet ikke har en skeptisk tilgang til noget spirituelt, så tager min hjerne den rolle på sig. Ikke udadtil. Men alle synspunkter og holdninger bliver filtreret gennem et meget fintmasket net af logik.
Så skal min hjerne være åben og modtagelig, så skal der være plads til netop snakken, diskussionen og tvivlen. Mærkeligt nok, så har jeg lagt mærke til, at jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg gerne overtales og overbevises.
Heldigvis har jeg fundet en måde at snyde min hjerne, så jeg kan bruge spiritualitet til at udvikle mig med, uden at min logik affejer det som nonsens. Når jeg nu har sagt, at jeg er skeptisk, bliver jeg også nødt til at sige, at jeg gerne vil tro. Tro på sjælen, et liv efter døden, et højere formål og alt den slags. Jeg vil gerne tro, og jeg gør det måske lidt. I en lille del af mig i hvert fald. Men jeg tror også ikke på det. Men jeg har altid fundet dele af spiritualiteten fascinerende.
Jeg har altid elsket krystaller for deres æstetiske skønhed og har været draget til dem, siden jeg var ganske lille, hvor jeg havde flere af de her små glasbeholdere med sten i og en lille korkprop i toppen, samt en lille aflang fletkurv, hvor mine tigerøjesten, rosenkvarts og sten, jeg havde fundet på stranden, lå i.
Min far dyrkede jiu-jitsu og judo, og han og min mor samlede på japanske antikviteter. Jeg husker min far fortælle, at det var gennem træningen, at han fandt ro. Han havde type-1 diabetes, og også den fik han kontrol over. Derfor var det en stor del af hans liv i mange år. Jeg husker ikke, at han har mediteret og den slags, men gennem ham kom der alligevel en vis interesse for østens spiritualitet. Men det er dog først senere i livet, at jeg aktivt har taget dele af det til mig.
Jeg har da også altid læst horoskoper, jeg er stødt på, men mere med en 90’er-agtig ironisk distance, lidt som når man er for stor til at lege, men nu bare hænger ud på legepladsens gynger. Ikke fordi man har lyst, de var der bare lige, og så kunne man jo sidde der, og når man sidder der, så kan man jo lige så godt svinge lidt og tale om, hvor lam man var, da man var barn og bare elskede at gynge. En af de ting, som har fulgt mig, siden jeg var barn, er en horoskop-kop, som fortæller om Fiskens tegn. Den har jeg alligevel altid identificeret mig meget med, og det som oftest står om fiskene i disses beskrivelser, identificerer jeg mig meget med.
Jeg ønsker da også, at der er et liv efter døden, og det ville da være rart, hvis der var en mening med galskaben. Det bliver bare hurtigt for meget ønsketænkning og sætter os i centrum i et univers, som simpelthen giver os mere betydning, end jeg tror på, vi har, når jeg kigger op på stjerner og ser, hvor umuligt, utroligt og ufatteligt stort universet er.
Jeg har faktisk lavet en artikel til Familie Journal om at blive hypnotiseret og besøge tidligere liv. Det var en spændende oplevelse, og du kan læse artiklen og se den fine video, som Søren Lamberth lavede til, her:
https://www.familiejournal.dk/livshistorier/artikler/fra-spirituel-skeptiker-til-haabefuld
Der, hvor min skepsis er særligt stærk, er i samtaler med troende. Sidder jeg foran et menneske, som jeg fornemmer tror helt blindt på alt, ikke stiller spørgsmål ved noget og slet ikke har en skeptisk tilgang til noget spirituelt, så tager min hjerne den rolle på sig. Ikke udadtil. Men alle synspunkter og holdninger bliver filtreret gennem et meget fintmasket net af logik.
Så skal min hjerne være åben og modtagelig, så skal der være plads til netop snakken, diskussionen og tvivlen. Mærkeligt nok, så har jeg lagt mærke til, at jo ældre jeg bliver, jo mere vil jeg gerne overtales og overbevises.
Jeg har i en periode fået NADA, som er en behandling med akupunkturnåle i øret, i forbindelse med min depression. Behandlingen blev tilbudt tre gange om ugen, og mange gange kom jeg alle tre gange. Først fik man nålene placeret i ørene, og så fik man en kop varm te og en lænestol i et stille rum, hvor man så sad og slappede af i 45 min.
Læs om NADA her: https://nada-danmark.dk/nada/nada-modellen/
Min logik kæmpede mod tanken om, at nåle i ørene skulle kunne gøre en forskel ved noget som helst, og at jeg selvfølgelig var afslappet, når jeg i 45 min. havde siddet i stilhed, uden telefon og bare slappet af. Men i stedet for at skulle opstille forskningskorrekte tests, med x antal testpersoner, så valgte jeg at acceptere, at jeg var afslappet, og måske var det nålene, og måske var det ikke. Det var ligegyldigt.
Jeg har også i perioder praktiseret mindfulness, og selvom det i min logiske hjerne virker som noget hokus pokus, så må den jo også indrømme, at stilhed, ro og fordybelse, uanset arten, jo selvfølgelig virker. Det er jo det samme, som jeg har beskrevet i tidligere blogindlæg, når jeg maler. Her kan jeg også opnå en indre ro, som efter meditation.
Jeg har i mere end 15 år døjet med depressioner og har i samme periode også været stressramt. Jeg har haft svært ved at finde ud af, hvem jeg var i denne verden, og derfor har jeg gået til både psykolog og terapeut af flere omgange. Men jeg har også brugt bøger i mit arbejde på at udvikle mig selv og undersøge min spirituelle side.
I min læsestak ligger i øjeblikket Rick Rubins: Kunsten at leve kreativt. Dette er en bog, jeg virkelig nyder, og derfor læser i små doser, så den kan sive langsomt ind. Den bog er virkelig fantastisk, og jeg kan mærke, at det er en, som jeg kommer til at købe, så jeg kan genbesøge den igen og igen.
På lydbog har jeg netop afsluttet Matt Kahns bog: Universet har altid en plan – De 10 gyldne regler for at give slip. Når jeg hører bøger som denne, ved jeg, at der kan være passager, som er for flyvske, ukonkrete eller resonerer bare ikke med mig. Disse lader jeg flyve, og kæmper ikke mere med. De var bare ikke til mig – ikke endnu i hvert fald. Andre bliver fanget i hovedskallen og bumler rundt som en doven brumbasse, som prøver at komme ud gennem et lukket vindue.
Sådan tager jeg dele ind og forkaster andre. Dem, jeg tager ind, bliver enten modelleret til at passe ind hos mig, eller modellerer mig til at passe til det. Sidstnævnte har det med at sætte større svingninger i gang, fordi der oftest er andre overbevisninger, som så skal modelleres eller forkastes.
Afslutningsvis får du lige en række små råd, som jeg også selv praktiserer.
Tilmeld dig mit nyhedsbrev for at få besked om datoer for kurser og foredrag, samt de seneste opdateringer om blogindlæg, podcasts og videoer.
Gå ikke glip af spændende indhold
– tilmeld dig nu!
