Menu
“Bad feelings should not always be interpreted as deterrents. They are also indicators that you are doing something frightening and worthwhile. Not wanting to do something would make you feel indifferent about it; fear equals interest.”
Brianna Wiest
Kender du de der AHA-oplevelser, som på få sekunder lader brikker falde på plads, som man et sted i underbevidstheden har været klar over var der, men aldrig fået lagt til puslespillet? Sådan en havde jeg, da jeg i podcasten ‘Art For All‘ hørte Danny Gregory og John Muir Laws snakke om fixed mindset og Growth mindset.
Hør afsnittet her: Art For All – 52. Growth Mindset
Disse begreber handler om, hvordan vi ser vores evner og potentiale – som noget fastlåst eller noget, der kan udvikles. Så snart John Muir Laws begynder at forklare Danny Gregory om mindset-teorien, som Carol Dweck har udviklet, hørte jeg nogle sandheder om mig, som sjovt nok er alle dem, som jeg hader ved mig selv.
Fixed mindset handler kort fortalt om følgende:
Det mærkelige er, at det på ingen måde er min overbevisning, at nogle af disse overbevisninger er sande. Jeg har bevidst prøvet at lære mine piger at have et Growth mindset, og at man, hvis der er noget man virkelig vil kunne, ”bare” skal øve sig længe nok, så skal det nok komme.
Men, inden i mig selv, er der på en eller anden måde groet et Fixed mindset fast, og det har vist været der så længe, jeg kan huske. Jeg har kørt på et brændstof, som bestod af andre folks anerkendelse af mine kvaliteter. Jeg har altid følt, at jeg var rimelig god til matematik, skrive fristile i dansk og til at tegne – for det har jeg altid fået at vide.
Da jeg så kommer på handelsskolen, har vi matematik, og i terminskarakter på første semester får jeg 11, som jeg husker det. I hvert fald meget højt. Da vi kommer til årskarakteren, får jeg 03. Dansk bliver også mere akademisk end det var i folkeskolen, og det vi havde lært fra folkeskolen, var ikke på højde med det, som vi skulle kunne nu.
I stedet for at tænke, jeg har jo bevist overfor mig selv, at jeg godt kan forstå matematik, så nu skal jeg jo bare gøre mig lidt mere umage, så gav jeg bare op, fordi det blev svært. Det samme skete i dansk – det skete faktisk i alle fag, hvor jeg ikke med det samme oplevede, at jeg var god NU.
Når jeg nu alligevel får slæbt mig gennem handelsskolen med dette mindset, er det ikke med resultater, som jeg i dag er særligt stolt af. Derfor har jeg heller ikke følt, at jeg kunne tillade mig at bruge dem, før mange år efter faktisk.
En del af mine ”løsninger” på dette problem, var at fortælle verdenen, at jeg var skoletræt, og tage noget ufaglært arbejde. For mig var det nemlig nemmere at kaste mig ud i nye ting, som jeg ikke har forudsætning for at kunne. På den måde var det nemmere at acceptere at fejle i opgaverne, end at kaste mig ud i noget, hvor jeg skal bruge min uddannelse, og jo burde være dygtig til. Her er der et forventningspres – især fra mig selv – om at skulle levere varen.
I et ufaglært arbejde kunne jeg slappe mere af. Klarer jeg den, kan jeg jo klappe mig selv på skulderen og sige: det var mine evner, som gjorde det. Klarer jeg den ikke, så var det jo også noget nyt, jeg aldrig havde prøvet før, så det er jo klart, at det ikke gik.
De næste mange år frem arbejder jeg, ser kvaliteter i mig selv og får en tro på, at jeg faktisk har kvaliteter, som rækker til mere end ufaglært arbejde, men hvad?
Jeg har i årevis haft en hemmelig drøm om journalistik. Ikke i traditionel nyhedsforstand, men på en eller anden måde, at fortælle nogle af alle de spændende historier, som jeg alligevel altid får, når jeg snakker med fremmede mennesker. Jeg elsker de samtaler man kan få med andre skøre og skæve personer, som ikke er bange for at snakke til fremmede på gaden.
Som du måske ved, søgte jeg ind, og kom ind – i første hug. Det var faktisk noget rigtigt lort!
For en gangs skyld, var jeg, uden at vide det, slået ind på en Growth mindset-sti. Jeg havde, siden jeg besluttede at søge ind, købt bøger, gjort mig umage og gjort en indsats. Jeg havde faktisk indstillet mig på, at jeg søgte ind i år, for at lave research, så jeg kunne komme ind et af årene efter.
Dette var jo totalt i growth-mindsettets ånd. Det handler nemlig om:
Mens jeg går på studiet, står jeg i en snak med en af lektorerne, og han siger en sætning, som giver mig et kæmpe tilbagefald af min følelse af ikke at stole på egne evner. Vi snakker om, at uddannelserne generelt er overrepræsenterede af kvinder, og at man blandt andet kan komme sådanne uligheder til livs, som de gør på journalistikuddannelsen, ved at have en række tests og individuelle samtaler. På den måde kan man få en mere divers sammensætning af køn, alder og etnicitet ind. Her siger han en sætning, som slår luften ud af mig. Parafraseret siger han:
”Fakultetet ville jo nok benægte det, hvis de blev spurgt, men jeg er ret overbevist om, at I lidt ældre mandlige elever jo nok er her for at pynte lidt på tallene.”
Derfra så jeg den optagelsesprøve, som jeg havde været SÅ stolt af, i et helt andet lys. Den var egentlig ikke gået særligt godt, var den? Var jeg her blot, så deres statistikker så bedre ud?
Tilmeld dig mit nyhedsbrev for at få besked om datoer for kurser og foredrag, samt de seneste opdateringer om blogindlæg, podcasts og videoer.
Gå ikke glip af spændende indhold
– tilmeld dig nu!
