Fra selvtvivl til selvudfoldelse: Hvordan jeg tegnede mig ud af komfortzonen

Mens jeg lukker min hoveddør, ryger hånden ned mod min bæltetaske, som er slynget over skulderen. Heri ligger mine earbuds. Jeg har brug for at stoppe strømmen af tanker og følelser – eller overdøve dem, er måske en mere passende beskrivelse. Jeg går ned af trapperne, med kurs mod centrum af København. Dagen i dag står nemlig på en hel dags tegneworkshop, med en gruppe mennesker jeg aldrig før har mødt, og jeg har svært ved at beskrive, hvor nervøs jeg er.

Stemmen i mine øre er Danny Gregory‘s. Til jer som ikke kender ham, er han medstifter af Sketchbookskool.com, som er en kursusside for folk, som gerne vil lære at tegne, male og blive mere kreative. Podcasten kommer fra samme firma og hedder ‘Art For All‘. Her griber Danny emnet kreativitet an på et væld af forskellige måder, og den er perfekt til at sætte mig i en kreativ stemning, og det er netop hvad jeg har brug for, for at gennemføre dagens projekt.

For at bruge et gammelt udtryk, havde jeg gået i lang tid, som katten om den varme grød. Dette første møde med Urban sketchers Copenhagen var nødvendigt – nok mest nødvendigt for mig, så store tanker har jeg alligevel ikke om mig selv – men jeg havde svært ved at tage mig mod til at kaste mig ud i det.

Jeg havde gået alene og tegnet i over et år, set videoer, læst bøger og taget onlinekurser, men jeg havde aldrig tegnet åbenlyst og aldrig sammen med andre – jeg havde ikke rigtigt OWNED det, som man siger på godt dansk. Hvorfor, kom du sikkert til at sige højt, mens du sidder og læser dette her i toget, og kigger rundt, for at se om nogen hørte dig. Fordi min indre dommer, indre kritikker, min abehjerne, eller hvad man nu kalder den stemme inde i hovedet, som prøver at holde os fra at gøre farlige ting, har bildt mig en masse ind:

• at jeg ikke vil bryde mig om at andre ser mine tegninger, fordi de vil kritisere dem, og jeg derved vil miste den glæde og gavn som tegning har givet mig.
• at andre vil grine og tænke mig prætentiøs, fordi jeg stiller mig åbent op og tegner, som om jeg havde noget at have det i.
• at jeg ikke passer ind i gruppen, og jeg vil føle mig akavet og ensom midt i det hele.

Jeg ved at stemmen prøver at beskytte mig, jeg ved godt at det kommer fra et godt sted, at den ved, at alt dette her betyder noget for mig, at jeg har haft en masse gavn af det, og at det ville være fedt at have mennesker, som jeg kan dele min passion med.

Frygt og Usikkerhed

Så da jeg drejer fra Vestergade og ned af Nørregade er min indre stemme meget skinger: Hvad hvis det kommer til at føles som du trænger dig på? Hvad vil det er en sammentømret gruppe som har kendt hinanden i årevis? Du risikerer at stå på sidelinjen hele dagen kigge med over skuldrene, og halse efter dem som en parasit.

Jeg ser en lille gruppe henholdsvis side på en bænk og stå rundtom på Bispetorvet, som er et lille torv overfor Marmorkirken, hvor dagens første øvelse skulle holdes. Der er måske otte personer, og da jeg kommer nærmere, ser jeg et skilt ligge op ad en bænk med Urban Sketchers CPH-logoet. Jeg sagtner farten, da jeg nærmer mig, som for at indikere at jeg var på vej mod dem, og her bliver den første af min indre stemmes monologer gjort til skamme. Inden jeg var stoppet, havde de to arrangører Simon og Jacob allerede drejet sig mod mig og budt mig velkommen.

Mens jeg står og bliver mødt af mere venlighed og imødekommenhed end jeg turde håbe på, kommer endnu en gut til og snakker, og jeg føler mig meget velkommen. Flere støder til forsamlingen, nogen som bliver mødt med kram og gensynets glæde strålende ud, og andre der, som mig, står lidt i udkanten og træder sig selv lidt over fødderne. Men alle nytilkommende kommer og hilser pænt på, snakker måske et kort øjeblik, inden de mødes med deres tegnevenner.

Det virker som en dejlig flok, tænker jeg, og selvom jeg stadig føler mig usikker indeni, er det med et stort smil, og en følelse af, at det nok skal blive en god dag.

Spoileralert: Det bliver ikke en god dag – det bliver en fantastisk dag.

Vi ligger ud med en øvelse fra en af gruppens medlemmer ved navn Joao Albergaria. Han er en fyr med en vild og kontrastfyldt stil, med sikre sorte streger, og store sort/hvide flader. Øvelsen er et panoramisk 360-graders billede af Bispetorvet. Mens Joao taler, forklarer og peger på sine egne eksempler, giver gode råd og peger rundt omkring på pladsen, virker det en lille smule overvældende. Heldigvis har jeg, som jeg nævner tidligere, lige hørt podcasten ‘Art For All‘ på vejen herind, og er der noget Danny Gregory prædiker – eller jeg måske tager til mig – så er det at man skal være villig til at fejle, for i fejlen lærer vi noget.

Jeg finder derfor et rækværk uden for butikken Vesterkopi, og går i gang med Marmorkirken. Derefter bevæger jeg mig over på trapperne af kirken, for at tage nogle af de andre bygninger i øjesyn. Sådan bevæger jeg mig rundt på pladsen, og pludselig bliver der deklareret at der er gået 2,5 timer, og vi skal samles og se på resultaterne.

“Men jeg er ikke færdig,” hører jeg en sige et sted på pladsen.

Der er gået 2,5 timer, og jeg har været helt opslugt, og slet ikke fornemmet tiden gå. Faktisk har jeg fornemmet at en af min indre stemmes andre sætninger blev gjort lidt til skamme, mens vi tegnede. For flere gik forbi os, og mens nogle kiggede undrende, hørte jeg flere med anerkendelse i stemmen, da de snakkede om at vi stod og tegnede, og jeg overhørte faktisk et ungt par, hvor kvinden sagde til sin kæreste, at det gad hun virkelig godt at prøve.

Frokost og Eftermiddagsøvelse

Herefter begav flokken sig, som en anden turistgruppe, i samlet flok gennem byen, ind i metroen, og videre til Christianshavn og Broens gadekøkken. Her skulle vi så spise frokost, inden vores anden instruktør Jacob satte sin workshop i gang. Mens vi slentrede derudaf i solen, faldt jeg i snak med flere forskellige – heriblandt en gut fra Brasilien, en kvinde fra Fredericia og en kvinde fra England – det var en meget blandet gruppe, som var endt på at være på mellem 30-40 mennesker. Vi hyggede os og grinte meget, og for at slappe af satte min journalisthjerne i sving, og stillede alverdens spørgsmål.

Jacobs øvelse var svær, i hvert fald for mig. Vi skulle gå fra Broens gadekøkken og ud til Reffen. Undervejs skulle vi i alt gøre holdt fem steder, både Broens gadekøkken og Reffen inkluderet, og så skulle vi, hvert sted, tegne noget. Alle disse fem tegninger skulle så inkorporeres til en samlet tegning, som så repræsenterede hele turen, men hvert sted var smeltet sammen til et samlet værk.

Jeg sætter mig på en sten, med en god udsigt til en fin lille husbåd, som jeg har udset mig. Men mens jeg prøver at fange vinkler og toner, og tænker over hvordan jeg mon kan smelte den sammen med næste del, kommer endnu en indre stemme ind i hovedet. Den siger at jeg ikke er så god som de andre, at jeg ikke hører til og andre negative tanker om mine kreative valg på papiret. Valgene bliver derfor mere og mere forcerede, og jeg tager nogle fjollede valg. 

Da hele øvelsen er færdig, står jeg på den ene side og er lidt ærgerlig over mine valg, og faktisk lidt pinlig over at lægge den op ved siden af de andres værker. Følelsen af ikke at være god nok til at gøre den ene eller anden ting er mig slet ikke ukendt. Den har kommet til mig i mange situationer, specielt når jeg har haft en følelse af at kunne noget, og min hjerne så begynder at sammenligne. Jeg var ikke en god nok webprogrammør – sammenlignet med andre, jeg var aldrig en dygtig nok journalist – sammenlignet med andre, og nu er jeg ikke en dygtig nok tegner – sammenlignet med andre. Dette emne tager jeg fat på i næste uge, for det er bestemt en af de indre dæmoner som jeg kæmper mest med.

En fuld svensker reder min dag

Resten af aftenen var fri, og her fik min indre stemme et godt hak i tuden, da jeg sætter mig og tegner alene og der pludselig kommer en fuld svensk mand over og sætter sig nær mig. Han kigger på den tegning jeg er i gang med, og kigger meget seriøst på mig og siger “Du er virkelig god”. 

-Tak, siger jeg, helt forlegent.

“Det er virkelig godt det der”, gentager han, som om han vidste at jeg havde brug for at høre det. Så smiler han lidt skævt til mig, rejser sig op, med kun lidt besvær, og stavrer over til sine venner, og efterlader mig lidt perpleks men glad indeni.

Aftenen ender med at vi satte os sammen, os der var tilbage, og der var en utroligt hyggelig stemning. Jeg kan, her på bagkant, huske en masse ansigter, men desværre ikke mange navne fra den store gruppe, jeg tilbragte dagen med. Jeg undskylder mig med min depressions påvirkning af hjernen, og jeg undskylder på forhånd, når jeg må spørge om dit navn igen næste gang. Men mens jeg ikke husker navnene, så husker jeg venligheden, de gode snakke mens vi gik fra sted til sted – og skulle de, mod forventning, læse med her, så tak for at tage så godt imod et nyankommet, nervøst og nu glad medlem af Urban Sketchers Copenhagen. Vi ses forhåbentlig snart igen.