Drømme på slingrekurs (1/7) – Hvad skal jeg gøre, når planen smuldrer?

I sidste uge skete der noget, som jeg ikke havde ventet, og til at starte med slog det mig helt ud. Men efter et par dage indså jeg, at dette er min mulighed for at indarbejde et growth-mindset. Så i denne uge arbejder jeg mindfuldt på at lære af mine udfordringer og blive mere autentisk i min tilgang til livet.

Var det ikke den rigtige plan? Er det en anden vej, jeg skal tage? Hvad skal der ske nu? Drømmen, planen eller målet var relativt klart. Ikke alt var hugget i granit, men store dele var på plads, og jeg troede faktisk på, at nu skete det – dog ikke helt så dramatisk som Rapunzel i Disneys To på flugt.

Jeg havde aftaler med ungdomsskoler, og hvis de alle blev til noget, skulle det hele nok gå godt. Det ser dog ud til, at det ikke kommer til at gå helt så godt her det første år. Kurserne i en del kommuner bliver nok ikke til noget grundet for få tilmeldte. Det er jo fair nok, hvis det ikke er det, de unge vil have, eller hvis det ikke er noget, de gider bruge deres fritid på. Det er en del af samtalen, man har, når man pitcher et kursus ind til skolerne: Kurserne bliver kun til noget, hvis en vis mængde melder sig på, og sådan skal det jo være. Det er de frie markedskræfter, der styrer den ikke-tvangsbaserede undervisning på ungdomsskoler.

 

Baggrund

Før sommerferien kom en række aftaler på plads, som gav håb. Min drøm er at kunne arbejde anderledes og derved have bedre plads til de ting, som gør mig til en bedre version af mig selv. Det handler om plads til mig selv, min familie og venner. Måden, jeg håbede at kunne opnå dette på, var at arbejde på en række ungdomsskoler, hvor jeg underviste i ting som podcast, journalistisk skrivning og generel kreativitet. På den måde burde jeg tjene nok penge på noget, jeg elskede, til at kunne arbejde lidt mindre resten af tiden og have tid til at sætte mine egne kurser op, lave nogle podcasts og andre kreative sysler som at male og tegne.

 

Hvad så nu

Spørgsmålet er så bare: Hvad skal jeg gøre nu? Siden jeg fik beskeden i fredags, tog mit sind en snurretur ned i mørket. Jeg blev ked af det og fik en følelse af ikke at være noget værd. Min depression, som ellers har været under kontrol i et godt stykke tid, blussede op igen. SUK.

Jeg vil bare ikke derned igen. Jeg har gået som en zombie hele weekenden og kun haft ro i de 1½ time, jeg brugte på at sidde og Urban Sketch’e søndag. Derfor satte jeg mig til tasterne og prøver at skrive mig ud af det her. Så her er et par regler, som jeg ved vil gøre mig godt, gøre mig glad og forhåbentlig få mig ud på den anden side fyldt med idéer og gå-på-mod:

  • Skriv et blogindlæg hver dag den kommende uge (mandag-søndag).
    • Brainstorm på idéer, så jeg kan få den tilværelse, jeg ønsker mig.
      • Ønsket tilværelse: Tjene nok til at leve og have tid og plads til de vigtige ting i mit liv: familie, venner og kreativitet.
    • Dagen efter brainstormen kan listen bearbejdes, uddybes, researches, og måske kan der endda skabes en kontakt.
    • Fokuser på positive ting, som hjælper dig i den ønskede retning.

 

Brainstorm

Min drøm er at undervise i forskellige kreative aktiviteter og kreativitet i sig selv. Når nu de unge ikke virker til at bide på, hvor kunne man så få lov til at inspirere folk? Dagens brainstorm bliver: at komme op med så mange steder, hvor man kunne blive ansat/hyret til at undervise i de kreative aktiviteter, som jeg gerne vil udbyde. Jeg sætter en timer til et minut og skriver, uden kritik eller selvfordømmelse, alle de steder, der dukker op, når jeg tænker på dagens brainstorm:

  • Plejehjem
  • Folkeskoler
  • AOF
  • FOF
  • Firmaer
  • Højskoler
  • Efterskoler
  • Kirker
  • Daginstitutioner

 

Dagens positive

Jeg var i dag til samtale på Hendriksholm Skole i Rødovre og er blevet ansat som lærervikar i deres tilkaldekorps. Forhåbentlig kan det kaste nogle arbejdstimer af sig.

 

Indtil i morgen

Nu kan brainstormen og dagens positive oplevelse få lov til at simre i knolden, og i morgen vil jeg så bearbejde den efter de regler, jeg har sat op for denne uge.

I perioder som denne, er det vigtigt for mig at fokusere på at lære og udvikle mig af de udfordringer, jeg bliver stillet over for, som jeg lærte af Carol S. Dweck’s Mindset, og som jeg har skrevet om her:

https://jonas.land/blog/fra-fixed-mindset-til-growth-mindset-del-1-naar-frygten-far-magten/

Det er altså i modgangen, vi virkelig vokser, og jeg er fast besluttet på at bruge denne situation til at lære at blive mere autentisk. Jeg håber, at du vil følge med i denne, min mulighed for udvikling, de kommende dage.

 

 

Serie-oversigt | Næste indlæg >

Tusind tak for din tid, jeg ved den er kostbar. Kender du andre, som måske ville nyde det du netop har læst, så ville det gøre mig umådelig glad, hvis du gad at dele med dem. På forhånd mange tak.

LinkedIn
Facebook
Threads
Pocket
Email
Print