Som de faste læsere vil vide, kæmper jeg en daglig kamp med min depressive hjerne. Jeg har taget medicin siden april sidste år og har både været igennem justeringer i dosis og skiftet præparat i håb om at finde noget, som virkede bedre. Det er som om, det ikke rigtigt vil slippe sit tag, men heldigvis er der stunder, hvor jeg kan mærke, at jeg kan bryde gennem isen, og en del af mit normale jeg titter frem for en stund. Det sker i forskellige situationer, hvor jeg kan glemme mig selv for en stund. En af dem er den, som jeg skrev om i sidste uge, nemlig når jeg bliver fanget i en flow-tilstand, når jeg tegner og maler. Læste du ikke artiklen, kan du læse den her:
Den anden ting, der hjælper mig, er mit job som ledsager. Én gang om ugen besøger jeg en ældre herre lidt nord for København. Vi mødes typisk for et par timer og tager væk fra plejehjemmet, hvor han bor. Måske får vi noget at drikke, måske noget at spise. Nogle gange tager vi i biografen eller på museum, eller hvad han nu har lyst til – inden for rimelighedens grænser. Uanset hvad, så snakker vi en masse. Mest ham faktisk, men jeg er også glad for at lytte. Den sidste del er nok noget af det, som giver mig allermest.
Mange ved måske ikke, hvad en ledsager er. Nogle holder sig måske fra det, fordi de er bange for, om det er sådan noget med personlig hygiejne og den slags. Men faktisk er ledsager den bedste beskrivelse af, hvad du er. Du ledsager et menneske, som af den ene eller anden grund er blevet bevilget nogle timer til aktiviteter fra kommunen. Hvad borgeren har brug for og lyst til, finder man typisk ud af sammen med denne. Det er bare et krav, at det foregår uden for borgerens hjem, men det er også svært at ledsage nogen i hjemmet, så det giver næsten sig selv.
Københavns Kommune skriver for eksempel således: Ledsageordning er et tilbud til borgere, der har et handicap og ikke kan færdes alene uden for hjemmet på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.
Så vidt jeg kan forstå, er mit tilfælde ikke ualmindeligt. Ham, jeg besøger, har fået bevilget 15 timer om måneden, og det er så op til os at planlægge, hvordan, hvor meget og hvornår de timer skal bruges. Københavns Kommune giver følgende eksempler på aktiviteter, men det er selvfølgelig ikke en udtømmelig liste:
Jeg har i mange år gået og tænkt, at jeg burde gøre noget, være noget for andre og den slags tanker. Under min studietid var det dog ikke rimeligt, hverken for mig selv, min familie eller den borger, jeg skulle have ledsaget, da jeg i forvejen pendlede til Odense og hvert andet øjeblik var ved at kollapse af studiepres. Men så snart jeg var færdig, kiggede jeg på mine to store piger og tænkte, at jeg godt kunne smide et par uger efter noget, som jeg vidste ville gøre mig glad, og helt sikkert også et andet menneske, som manglede sådan en som mig.
Faktisk husker jeg ikke vores første ture så godt. Jeg husker, at jeg brugte meget tankevirksomhed på at forberede emner, vi kunne snakke om. Jeg husker dog, at hans kone skrev til mig, at han var utroligt glad for vores ture. Det gjorde mig glad helt ned i maven. Så gjorde jeg noget rigtigt.
Jeg er ansat gennem et firma, som hedder DUOS. De virker til at gøre meget for at finde gode match til de borgere, de administrerer ledsagere for. Jeg havde i hvert fald en samtale, hvor de gik meget op i at fortælle om borgerens interesser, ønsker og situation. De spurgte også meget ind til mine tanker og forventninger. Efter at have snakket med mig, var der en dialog mellem DUOS og borgeren, og de blev enige om, at jeg skulle komme ud på besøg hos ham.
Der virker altså til at blive gjort meget for at screene og matche personer, og jeg synes faktisk, det endte med et godt match. De første mange gange var det hele en smule akavet. Vi var trods alt to fremmede, og man er jo nødt til at tale sig ind på hinanden, finde en rytme og et fællesskab. Jeg forestiller mig også, at der kan være mange tanker forbundet med, at en person bliver betalt for at komme og være sammen med en. Jeg kan godt se, hvordan man kan føle alverdens ting på grund af det. Men som med alt nyt, krævede det bare lidt tid, før vi kunne lære hinanden at kende.
Nu ved jeg, at han til tider holder pause i sin tale for at få tankerne på plads, og at jeg ikke skal afbryde ham. Jeg ved også, at hvis jeg hører en god vittighed, så er det en god idé at skrive den ned, for han er en rigtig spasmager, så da en ven fortalte mig denne vittighed, glædede jeg mig til at skulle fortælle ham den:
Hvad er den farligste plante, at falde i søvn under?
Få svaret til sidst i dette blogindlæg.
For mig personligt giver tiden som ledsager samme følelse som at blive fordybet i tegning eller en anden form for flow-tilstand. Jeg er nu tilstede for dette andet menneske, jeg er der på hans præmisser, og det er for at han har en god oplevelse, at vi tager ud sammen. Pludselig er mine indre følelser væk. De er ikke undertrykt og presset ned i en afkrog. Jeg ved, at jeg for en afgrænset periode er i dette her, og når jeg er færdig, er jeg færdig.
Når det står slemt til, kan jeg sagtens ryge ind i et hul af doom-scrolling på YouTube for at slippe for min egen hjerne. Men det virker desværre ikke på samme måde. Når der scrolles løs på skærmen, bliver hjernen bombarderet med indtryk og lyde, og jeg er ofte mere smadret end, da jeg lagde mig på sengen.
Måske kan forskellen beskrives med en tragt. Når jeg scroller amok, hældes alt helt ufiltreret ned i tragten, og det maser sig lige ind i min overbrugte hjerne. Når jeg er ledsager, er tragten vendt om og virker nærmest mere som et tunnelsyn, hvor jeg har fokus på et menneske, og det handler om, at denne får en god oplevelse.
Udover det faktum, at min hjerne får lidt ro, så er det simpelthen sådan nogle hyggelige stunder, vi har sammen. Uanset om vi har en “almindelig” uge, hvor vi tager ud et par timer inden aftensmaden, eller det er en uge, hvor vi tager på tur til museum, i biografen eller noget andet hyggeligt, så er det bare rart at være i godt selskab. Til august har vi planlagt, at vi igen skal på Bakken Hvile, for vores tur dertil sidste år var simpelthen så sjov, og vi snakkede om den i måneder efter.
Det er fantastisk at se, hvordan noget så simpelt som en gåtur kan bringe så meget glæde. Det minder mig om, hvor lidt der skal til for at gøre en stor forskel.
Jeg ved, at der mangler folk til at være ledsagere rundt omkring i landet, så hvis det lyder den mindste smule som noget for dig, så synes jeg, du skal undersøge sagen. Det er lønnet – dog ikke noget at råbe højt om – og borgeren dækker eventuelle udgifter ved de aktiviteter, I laver. Det eneste problem er, at man kan risikere at blive knyttet til nogle rare mennesker, som bliver glade for, at man gider at komme og bruge tid med dem.
Overvejer du at blive ledsager, så kan du kontakte din kommune og høre, hvordan man bliver ledsager hos dem.
Svar: En åkande
Tilmeld dig mit nyhedsbrev, så får du besked om datoer for kurser og foredrag, samt de seneste opdateringer om blogindlæg, podcasts og videoer.
